En alt for stor fødselsdagsgave

Jeg trot at jeg har skrevet det før, men jeg har stadigvæk en udfordring med at styre hvor meget jeg køber, når jeg køber brugt, fordi prisen er en helt anden, og mit budget derfor rækker meget langt, ofte også til meget mere end jeg har brug for.

Jeg har de seneste måneder købt to gaver til min 3-årige niece (fødselsdagsgave som hun har fået og hendes julegave). Begge gange har jeg købt det på DBA, for de havde faktisk skrevet på ønskesedlen at det gerne måtte være brugt.

I fødselsdagsgave fik hun et stort Sylvanian Family hus med alle møbler til. Da hun pakkede det op, sad jeg med en fornemmelse i maven af, at det ikke var rigtigt. Det kan godt være at gaven prismæssigt lå på det jeg normalt ville give, men der var en alt for stor gave til en 3-årig, men det fandt jeg bare først ud af, da jeg så hende pakke den op. Jeg syntes at det var alt for overvældende for hende, og det passer meget dårligt i tråd med min værdi om minimalisme og at vi ikke behøver at have store mængder af alting.

I julegave fik hun en stor kasse Lego Duplo, og hun åbnede den med ordene: “det var lige det jeg havde brug for”. Selv om det også fysisk var en stor gave, så passede den på en måde bedre ind. Jeg havde købt en IKEA-pose fyldt med blandet Duplo og sorteret i det, så det kun var de dele der passede nogenlunde sammen i tema som jeg gav videre.

Jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her indlæg (jeg havde en idé, da jeg startede, men det har ligget og boblet den sidste måned, så den dybere mening er gået tabt), men jeg ved at uanset om jeg køber brugt eller ej, så skal jeg være opmærksom på om det bliver for meget, og det er især en risiko, når jeg køber brugt, for så er der ikke samme økonomiske begrænsning.

Dette indlæg blev udgivet i Børn, Forbrug, Simple living. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *