Shopping på en anden planet

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke ligefrem er min yndlingsbeskæftigelse at shoppe, og jeg gør det kun, når jeg mangler noget. For et par uger siden fandt jeg et tilgodebevis til Change i skrivebordsskuffen. Det var gyldigt i 3 år og eftersom det var fra januar 2016, så skulle det snart bruges. Jeg manglede egentlig ikke noget, men det var på 1300 kr, og det syntes jeg var mange penge at lade flyve ud i den blå luft. Men så kom jeg i tanke om, at jeg manglede en god sportsBH, da dem jeg har sidder meget stramt og ikke giver den rette støtte til mine store ammebryster. Så afsted med mig med barnevognen en eftermiddag, hvor lillemanden sov. Jeg var den eneste kunde i butikken og fik en fin betjening, så jeg fandt hurtigt en BH, der sad godt, og jeg besluttede derfor at købe to (jeg skulle jo finde på noget at bruge alle pengene på), og mens ekspedienen ledte efter en til i samme størrelse fandt jeg også et par natbukser som jeg også lagde i bunken (indrømmet, hvis det ikke havde været for tilgodebeviset, så var de nok ikke kommet i bunken) Og nu er det så det finurlige opstår, for ekspedienten og jeg kom tydeligvis fra to forskellige planeter.

Da jeg skal betale fortæller hun, at de har tilbud på 3 sæt for 2s pris, så hvis jeg tager to par trusser, så har jeg jo to sæt og så kan jeg få et tredje sæt gratis. Lige først tænker jeg, at det da er en god idé, men at jeg ikke gider bruge tid på at finde trusser, der passer til noget af det jeg har, men så går det op for mig, at jeg jo ikke mangler hverken trusser eller et yderlige sæt undertøj, så jeg takker nej til tilbuddet med begrundelsen, at jeg ikke mangler andet end det jeg er ved at købe. Ekspedienten ser lidt ud som om hun synes at jeg er tosset, men hun går videre med ekspeditionen (der tager lidt tid fordi hun har svært ved at få registreret tilgodebeviset korrekt). Lidt efter foreslår hun, at jeg også kan tage en top, der passer til natbukserne, og så kan jeg få et sæt gratis oveni, men der har jeg tænkt det igennem igen, og det er gået op for mig, at jeg ikke bare vil komme hjem med noget jeg ikke mangler, men jeg vil også komme til at bruge flere penge end tilgodebeviset lyder på, så jeg takker nej igen, men siger tak for tilbuddet. Hun kommenterer, at hun altså ikke forstår at jeg siger nej.

Da jeg tænkte over situationen efterfølgende ville jeg faktisk ønske, at jeg havde givet ekspedienten en kort forklaring, så jeg måske kunne have været med til at så et lille frø, og få andre til at tænke over deres forbrugsvaner. Jeg ville gerne have sagt, at jeg er minimalist og jeg køber kun det jeg har brug for. Både fordi jeg vil være med til at mindske verdens overforbrug, men også fordi at jeg skal bruge mindre tid på oprydning, vedligeholdelse og rengøring, mens jeg kun bringer det nødvendige ind i mit hjem.

Så det er svaret jeg giver en ekspedient næste gang jeg shopper på en anden planet.

Dette indlæg blev udgivet i Forbrug, Simple living. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *