Man kan ikke tage sine ting med sig…

Jeg har været til bisættelse i dag. Min morfars søster blev 87 år, så selv om det er trist, at hun ikke er her mere, så er det også godt at hun fik fred, for hun var meget dårlig til sidst. Hendes mand døde for flere år siden og de havde ikke nogen børn, så hun havde skrevet testamente, så jeg skal arve efter hende (sammen med nogle andre fra familien). I dag efter bisættelse tog vi op i hendes hus for at se om der var noget vi hver især ville have. Og jeg blev lidt ramt.

Hun var en meget ordentlig dame, der passede på sine ting, lugede ukrudt, gjorde rent, ryddede op og i det hele taget sørgede for at alting var i orden. De havde købt huset i 1968, så der er levet et halvt århundrede der. Men det der er tilbage er jo bare ting – det var det i hvert fald for os. For hende havde hver ting sin plads og sin historie, men for os er det meste bare ting, der skal håndteres og som vi skal sørge for at komme af med. Vores ting betyder i virkeligheden så lidt, for når vi ikke er her mere, så er det bare ting.

For mig sætter oplevelsen mit eget forhold til ting i perspektiv. På en god dag vil jeg påstå at jeg er minimalist, men det er en sandhed med modifikationer, for selv om jeg er god til at rydde op og smide ud, så er der stadigvæk en del ting der får lov at blive tilbage, og jeg slæber også mere indenfor end jeg egentlig vil stå ved. I dag har jeg lært hvor vigtigt det er, at alle tingene bringer mig glæde og gør en forskel for mig, for når jeg ikke længere er her, så er det bare ting, og det vil med al sandsynlighed ikke bringe den store glæde hos dem der skal rydde op efter mig. Eller vil det? Mens jeg sidder og skriver det her bliver jeg i tvivl om hvorvidt det er mig der er for kynisk, og for fokuseret på at jeg udelukkende har ting af praktiske årsager. For når jeg har min farmors gamle sybord stående, så er det selvfølgelig fordi jeg synes at det er pænt, men det er også lidt fordi, at det minder mig om hende, og det er en måde at huske hende på.

Så det er rigtigt at vi ikke kan tage vores ting med os, når det er blevet vores tur til at sige farvel, men måske lever vi videre i nogle af dem. Hvis der er nogen der giver os lov….

Dette indlæg blev udgivet i Tanker. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *