Minimalisme er min redning

Det er ingen hemmelighed at jeg synes at det er pissehårdt at være på barsel, og jeg glæder mig helt vildt til at starte på arbejde igen. Der er nu kun en måned til at den del af mit liv kommer til at fylde igen.

Det bliver dog også lidt ambivalent at starte igen, for jeg er godt klar over at timer i døgnet bliver en mangelvare, og jeg kan lige nu faktisk ikke helt se, hvordan jeg skal nå et fuldstidsjob, alt det praktiske på hjemmefronten og samvær med familien – især de to små krudtugler. Og så skal der også gerne være nogle åndehuller, hvor der er plads til at jeg bare kan være mig og fordybe mig en lillebitte smule i noget af det, der giver mig energi.

Jeg har interesseret mig for minimalisme siden jeg var i starten af 20’erne og boede i en lille 1-værelses lejlighed. Dengang var jeg egentlig ikke opmærksom på, at det minimalisme kunne give mig dybest set ikke handlede om TING, men om TID. Dengang havde jeg uendeligt med tid (sådan føles det ihverfalt sammenlignet med nu), så jeg var ikke opmærksom på, at det var en af fordelene. Faktisk er det først i løbet af de seneste år, at jeg har kunnet sætte ord på, hvad det er minimalisme giver mig. Tidligere har det været ret diffust, men jeg har bare kunnet mærke at det gav mening, og at det var den rigtige vej for mig.

Nu sidder jeg så i et hus med to børn, to bonusbørn, en kæreste og alle de mange ting der følger med alle de mennesker. Min kæreste er ikke minimalist – tværtimod er hans valgsprog “man skal aldrig gå ned på udstyr”, men han har faktisk opdaget at det er min minimalistiske tilgang og løbende oprydning, der gør, at vi ikke gror til i ting og sager.

For mig er minimalisme lige nu livsnødvendig, og jeg er lynhurtig med at få sendt de ting videre vi ikke bruger. J har rundet 9 måneder, og der er overraskende mange ting som ikke længere er nødvendige, og det kan kun gå for langsomt med at få dem ud af huset. For mig hedder regnestykket: færre ting = mindre at rydde op og gøre rent = mindre tid der skal bruges på at rydde op og gøre rent.

Udover fokus på at vi kun skal have de ting vi har brug for, så er struktur også livsnødvendigt for mig lige nu. Jeg ved egentlig ikke om det kan betegnes som minimalistisk, men jeg har struktureret mine dage, så jeg ved at jeg når omkring alle de praktiske opgaver i løbet af ugen, og jeg har samtidig skabt tid til at bruge eftermiddagene på at lege med Lego og hygge med ungerne. Jeg er grundlæggende et ret struktureret menneske, så det er faktisk først for nylig, at jeg har opdaget, hvorfor den struktur er så vigtig for mig. Hvis ikke jeg har den, så glider dagene sammen og pludselig står jeg søndag formiddag med 5 maskiner vasketøj, et helt hus der skal gøres rent og en indkøbsliste der er uendelig lang. Eller jeg ender med ture i Bilka flere gange dagligt fordi vi lige mangler det ene og det andet.

Minimalisme handler for mig om, at jeg vil være herre over min egen tid, og jeg vil have mulighed for at bruge søndagen i skoven i solskinsvejr i stedet for at brandslukke på manglende rent tøj eller nullermænd der er ved at gå til angreb.

Dette indlæg blev udgivet i Minimalisme, Simple living. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *